Nordby Kirke Fanø


 

Infosider


 Kontaks os


 Attester


 Fødsel


 Dåb


 Navne


 Konfirmation


 Bryllup


 Dødsfald


 Begravelse


 Sjælesorg


 Medlemskab


 

Dåb

Hvorfor dåb?

Dåben er et sakramente, dvs. en hellig handling, indstiftet af Kristus. I dåben forkyndes det for et menneske, at det er Guds barn. Den kristne dåb sker i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Man kunne sammenligne dåben med et kys. Med forstanden kan man ikke se, hvad et kys skal være godt for, men med hjertet ved vi, at kysset siger det allervigtigste i livet, tegnet på at være elsket. Dåbens kys er pantet på den kærlighed, der aldrig slipper op, Guds kærlighed: "Se, jeg er med jer alle dag indtil verdens ende."

Dåben er indgang til et liv, hvor dåben forud udtrykker en stadig fornyelsesmulighed, der er så stærk, at traditionen taler om genfødsel. 

At Gud er vores far sætter os også ind i en større sammenhæng, hvor vi i ethvert menneske må se vores bror eller søster. Horisonten er et liv, hvor ingen lever for sig selv, og ingen dør for sig selv, for vi hører altid Gud til.

 

Hvor henvender man sig?

Dåb aftales med præsten, der normalt aflægger forældrene et besøg forud for dåben, hvor forældrene og præsten kan tale om dåbens indhold og det praktiske forløb af handlingen.

 

Hvad skal vi have parat, når vi skal tale med præsten?

  • I skal have et navn til jeres barn  Godkendte navne 

  • I skal have fulde navn og adresse på dem, der skal stå fadder. Der skal være mindst to og højst fem faddere (dåbsvidner). Den, der bærer barnet, skal - hvis det ikke er en af forældrene - indskrives som fadder. En fadder skal være døbt med den kristne dåb og være over konfirmationsalderen.

  • Som et forsøg i en periode vil præsten spørge forældrene, om de har et ønske om, hvilken dåbssalme, der skal synges (det gælder dog ikke, når der er flere dåb ved samme gudstjeneste). Hvis I har lyst til at vælge en dåbssalme, kan I finde eksempler på egnede salmer her

Dåben foregår som beskrevet under

Dåb i kirken

Hjemmedåb og nøddåb

Er der overhængende fare for barnet, kan præsten tilkaldes eller - hvis det haster meget - kan en af de tilstedeværende døbe barnet. I så fald indberettes dåben bagefter til præsten.

 

Efter en hjemmedåb er der en frembæring i kirken, når omstændighederne er til det.

Hjemmedåb

 

Frembæring

Frembæring kaldes også med et gammelt udtryk "fremstilling"
Unge Unge, der ikke er døbte, men som ønsker at blive konfirmeret, skal døbes inden konfirmationen. Dåben kan ske ved en almindelig gudstjeneste eller - hvis den unge ønsker det - efter en gudstjeneste. 
Voksne

Voksne, der ønsker at blive døbt, henvender sig præsten. Er man døbt og ønsker at genindtræde i folkekirken, se under medlemskab

Den Danske Folkekirke anerkender enhver kristen dåb i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Omdåb eller gendåb kan ikke finde sted.

Hvordan opdrager man sit barn i den kristne tro?

Ved barnedåb siger præsten til forældrene, at de skal opdrage deres barn i den kristne tro, og at fadderne skal træde til og gøre det, hvis forældrene dør, inden barnet bliver voksent.

Hvordan gør man?

Men hvordan gør man sådan no­get - i praksis altså? Hvis man ikke selv er opdraget på den måde, kan man stå ret famlende over for op­gaven. På den anden side skal man vogte sig for at sige, hvordan andre skal bære sig ad. Vi mennesker er forskellige, og vores forhold er forskellige. Vi vil derfor her nøjes med en idesamling med en blanding af stort og småt, I kan plukke fra:

Efter dåben

  • At bede for sit barn.

  • At bede Fadervor og synge aftensang med barnet fra fødslen.

  • Efter nogle år: at læse for sit barn, blandt andet bibelhistorie. Der findes en række børnebibler med et sprog, som børnene kan forstå.

  • At gå med barnet til børne- og familiegudstjeneste og efterhånden også til den almindelige søndagsgudstjeneste.

  • At lade barnet gå til indledende konfirmationsforberedelse (i 3. klasse).

  • At lade barnet deltage i f.eks. kirkeligt spejderarbejde.

  • At tale med barnet om det, barnet møder i skolens kristendomsundervisning og konfirmationsforberedelsen i kirken.

  • At vise barnet, hvad troen på Gud betyder for en selv. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fadderinvitation

Her kan I printe en invitation til ud til dem, I vil bede om at stå fadder til jeres barn. (PDF)

3

Print først side 1 på papir eller karton, og print derefter side 2 på bagsiden 

 

 


Dåbshandlingens forløb

1. Dåb i kirken

2. Hjemmedåb / Nøddåb

3. Frembæring i kirken af døbte børn


 

1. Dåb i kirken

Praktiske oplysninger

 

  • Forældre og barn - og evt. gudmor/gudfar - møder i kirkens dåbsværelse (tilbygningen ud mod Hovedgaden) cirka ti minutter før gudstjenesten. 

  • Fadderne går direkte ind i kirken og placerer sig et sted, hvorfra det er let at komme hen til døbefonten, når der skal være dåb. 

  • Ved gudstjenestens begyndelse fører præsten barn og forældre ind i kirken.

  • Efter anden salme samles dåbsfølget omkring døbefonten. 

  • Fotografering under gudstjenesten er ikke tilladt. Efter gudstjenesten kan der fotograferes i kirken. 

  • Efter dåben synges et vers. Derefter kan man kan blive i kirken med barnet eller bære barnet ud. Hvis man har valgt at blive og vil bære barnet ud på et senere tidpunkt, går man blot tilbage til dåbsværelset. 

  • Gudstjenesten varighed er i alt omkring en time.

 

 

Ritual

 

LOVPRISNING OG BØN

SKRIFTLÆSNING

TROSBEKENDELSE

 

KORSTEGNELSE

Modtag det hellige korses tegn både for dit ansigt og for dit bryst, til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.

Hvad er barnets navn? – N.N. 

 

TILSPØRGELSE

- Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen? - Ja!

Tror du på Gud Fader, den almægtige, på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, og på Helligånden, som bekendelsen lød? – Ja!

Vil du døbes på denne tro? - Ja!

 

DÅBSHANDLING

Præsten øser vand tre gange på hovedet af den, der skal døbes, og siger: N.N. Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. 

Præsten lægger hånden på den døbtes hoved og siger: Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv! Han bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid! Amen. 

 

FADERVOR

 

FADDERTILTALE

I, som er forældre og faddere til dette barn, I skal hjælpe hinanden med at minde jeres barn om, hvad dåben betyder: At det er elsket af Gud med en evig kærlighed, som vil følge det alle dage indtil verdens ende. I skal bede fadervor med jeres barn, synge salmer og fortælle det bibelhistorie, så det kan lære, at det hører hjemme i Guds store historie, hvor ingen af os lever for sig selv, og ingen af os dør for sig selv, men hvor vi altid hører Gud til. Og I skal, når jeres barn bliver større, tage det med i kirke, så dåben også bliver en indgang til menighedens fællesskab.

Til lykke med denne opgave, I har fået betroet i dag.

 


 

2. Hjemmedåb / Nøddåb

Praktiske oplysninger

  • Hvis et barn på grund af sygdom eller svaghed eller af anden gyldig grund ønskes døbt i hjemmet eller på sygehuset, følger præsten det almindelige ritual for dåb i kirken, dog med udeladelse af faddertiltalen. 

  • Når omstændighederne taler derfor, kan dåbsritualet begrænses til: korstegnelse, trosbekendelse, dåbshandling og Fadervor

  • Når dåben er foretaget uden for kirken (hjemmedåb), fremstilles barnet senere i kirken ved en højmesse. 

  • Hjemmedåb af børn i øjeblikkelig livsfare kaldes også nøddåb. Nøddåben kan, hvor der ikke er tid til at hente præsten, foretages af en af de tilstedeværende. 

  • Dåb uden præstens medvirken meddeles snarest denne, og barnet bør siden fremstilles i kirken. Bliver barnets navn ikke nævnt ved dåben, skal dåben ikke af den grund gentages, men navnet skal blot meddeles senere.

 

Ritual

 

DÅBSHANDLING 

Herre Jesus, tag i nåde mod dette barn! Der øses vand tre gange på barnets hoved, mens man siger: N.N. Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. 

 

(Med håndspålæggelse:) Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv! Han bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid! Amen. 

 

FADERVOR 

Fader vor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen. 

Fred være med dig! 

 


 

3. Frembæring i kirken af døbte børn

Praktiske bemærkninger

  • Hjemmedøbte børn bæres almindeligvis frem i kirken ved en højmesse på dåbshandlingens sædvanlige plads. Er der både dåb og fremstilling, går dåben forud for fremstillingen. 

 

Ritual

 

INDLEDNING

Efter dåbssalmen indleder præsten med at spørge: Er barnet hjemmedøbt? – Ja! Er det døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn? – Ja!

 

LOVPRISNING 

SKRIFTLÆSNING 

 

TILSPØRGELSE

Præsten spørger: Hvad er barnets navn? – N.N.

NN - Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen? - 

Tror du på Gud Fader, den almægtige, på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, og på Helligånden, som bekendelsen lød? – Ja!

 

BEKENDTGØRELSE OG BØN. 

Præsten siger: Da dette barn (disse børn) allerede er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, vil vi ikke døbe det (dem) igen og derved ringeagte dåbens hellige gave, men vi kundgør her i menighedens forsamling, at det (de) har fået den rette kristne dåb, og vi takker vor Gud og Fader, som har taget det (dem) til nåde ved Jesus Kristus. Præsten lægger hånden på barnets hoved og siger: Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv! Han bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid! Amen. 

 

FADERVOR 

 

FADDERTILTALE 

I, som er forældre og faddere til dette barn, I skal hjælpe hinanden med at minde jeres barn om, hvad dåben betyder: At det er elsket af Gud med en evig kærlighed, som vil følge det alle dage indtil verdens ende. I skal bede fadervor med jeres barn, synge salmer og fortælle det bibelhistorie, så det kan lære, at det hører hjemme i Guds store historie, hvor ingen af os lever for sig selv, og ingen af os dør for sig selv, men hvor vi altid hører Gud til. Og I skal, når jeres barn bliver større, tage det med i kirke, så dåben også bliver en indgang til menighedens fællesskab.

Til lykke med denne opgave, I har fået betroet i dag.