Den ældste kirkebog i Landsarkivet i Viborg, dvs. den ældste nørrejyske kirkebog, er fra Nordby Sogn og stammer fra 1611.

Ole Worm fik i 1622 den idé, at kongen skulle få præsterne til at 'opsøge og antegne alle slags antikviteter'. Fra sognepræsten i Nordby indløb i 1638 en latinsk beskrivelse af Fanø

Altetsølvet i Nordby Kirke er af en egen skønhed, som findes i gammelt sølv. Det er ikke bare den håndværksmæssige forarbejdning, men også århundreders brug, der giver det sjæl. At det stadig findes er imidlertid ingen selvfølge. 

Sognefoged Hans Lauridsen følte sig tilsidesat ved fordelingen af siddepladserne, da han i 1786 fik anvist sin plads  i den ny kirke, og det i en sådan grad, at han lod sagen komme for retten.

Liber daticus fanoensis

I gamle dage beskrev præsterne i en embedsbog, en såkaldt Liber daticus, deres sogn og kirke.

I Nordby Pastorat foreligger en sådan bog fra slutningen af 1700-tallet.

Menighedens salmesang gjorde så dybt et indtryk på kongen, at han efter gudstjenesten gav menigheden løfte om et orgel til kirken.

 Skibsdrengens død 1881

Da sognepræsten fik kendskab til omstændighederne ved drengens død, måtte han holde det for sig selv, men i kirkebogen kom det.

På kirkegården ved Nordby Kirke står et monument til minde om en af sejlskibstidens tragedier. Dem var der mange af, men denne her fandt sted på vor egen strand.

Fra Berlin blev der i sidste øjeblik gjort et teatralsk forsøg på at få indflydelse på mødet på Kurhotellet. Med vandfly landede i Nordby Havn en udsending, der kørte direkte til mødet og bad om taletid.