|
Af
Jørn Westergaard Martinsen
Fredag
den 24.august 1934 blev der i Nordby Kirke på Fanø holdt en bemærkelsesværdig
aftengudstjeneste. Menigheden bestod denne aften foruden af de
ganske mange fanniker, der var kommet til stede, af folk fra de
fleste af Europas lande, og der var sågar folk fra så fjerne
steder som Kina og Java.
Denne
internationale forsamling var kommet til Fanø i forbindelse med et
møde, som blev afholdt på det mondæne Kurhotel ved Fanø Bad. Her
samledes repræsentanter for kirker verden over til møde i Det Økumeniske
Råd for Praktisk Kristendom (Life and Work) og Kirkeligt
Verdensforbund (World Alliance for promoting International
Friendship through the Churches).
Stemningen
op til mødet havde været anspændt. Formanden for Det Økumeniske
Råd, den engelske biskop Georg Bell, havde insisteret på, at mødet
skulle handle om forholdet mellem stat og kirke, fordi de
evangeliske kirker i Det Tredje Rige var blevet alvorligt truet af
den totalitære stat. Andre havde foreslået mere ufarlige temaer,
men Bell havde tidligt indset det nødvendige i at komme
bekendelsesfløjen i den tyske kirke til undsætning.
Da
Hitler den 30. januar 1933 blev rigskansler, var det kun få, der
havde øje for de kirkelige og politiske konsekvenser. Han havde
forsikret, at kirkerne ville forblive uantastet af statsmagten,
og han havde endda lovet, at de igen ville få den indflydelse på
undervisning og opdragelse, som de havde mistet under
Weimarrepublikken. Den slags udtalelser betød, at mange kirkefolk
gav Hitler deres fulde støtte. Heller ikke i kirkerne forstod ret
mange, hvor det
bar hen, men systematisk strammedes grebet. Overgreb, hvormed
statsmagten søgte at ensrette kirken med den nazistiske stat, tog
til. Med basis i en bevægelse, der kaldte sig »Tyske Kristne«,
fik styret adgang til at gøre sin indflydelse gældende også i
de indre kirkelige anliggender. Med løftebrud, trusler og tvang
lammede man kirkens ledelse. Præster og biskopper blev afsat og fængslet,
og regimet søgte at samle de
evangeliske kirker i en »rigskirke« med en »rigsbiskop« i
spidsen. Med en sådan enhedsledelse ville det være enkelt at
kontrollere kirken og fuldende en ensretning -
Gleichschaltung - af kirken med den nazistiske stat. Præsterne skulle aflægge
troskabsed
til Føreren, og man søgte at indføre arierbestemmelser i den
kirkelige lovgivning.
De
Tyske Kristne og rigsbiskoppens position blev dog efterhånden meget
svækket på grund af en kirkelig opposition i Tyskland, organiseret
i Præsternes Nødforbund, og på grund af en udenlandsk reaktion, først
og fremmest fra Det Økumeniske Råd og biskop Bell. Modstanden mod
de Tyske Kristne kom dog også fra nyhedenske kredse i nazi
partiet. Rigsbiskoppen beholdt sin titel, men for at effektivisere
kirkeledelsen fik han den meget kontante statskommissær Jäger ved
sin side.
Hitler
havde flere gange forsikret, at statsmagten ville være neutral i
kirkelige anliggender, men den slags erklæringer var kun taktisk
bestemt. Det viste sig frem for alt i de kirkelige forbindelser til
udlandet. De skulle kontrolleres af staten, og alle andre kontakter
blev betragtet som statsfjendtlig virksomhed.
I
slutningen af maj 1934 etableredes ved et møde i Barmen en samlet
kirkelig opposition inden for de tyske evangeliske kirker. Det blev
begyndelsen til det, der sidenhen etablerede sig som den tyske »Bekendelseskirke«.
Det var med denne bekendelsesfløj, Det Økumeniske Råd knyttede stærke
bånd ved fanømødet.
Der
var næppe nogen, der havde tænkt kirkens situation mere konsekvent
igennem end den unge teolog Dietrich Bonhoeffer. Han havde meget
tidligt erkendt, at i en totalitær stat lader det sig ikke gøre at
adskille det politiske plan og det personlige plan uden at forråde
sin tro. Den totale stat vil jo nemlig have herredømmet over al
menneskelig udfoldelse - tanker, tro og handlinger. Derfor kan man
heller ikke nøjes med at være upolitisk kirkelig opposition, for
det, man modsætter sig, er et politisk system, som vil beherske
menneskelivet i alle henseender. Mange på bekendelsesfløjen ønskede
at være politisk loyale mod nazistyret. Deres anliggende var rent
indrekirkelig, en fordring om respekt for bekendelsesskrifterne.
Før
fanømødet skrev Bonhoeffer til mødets danske vært, biskop
Ammundsen i Haderslev: »Jeg er med henblik på Fanø mere bange for
vore egne folk end for de Tyske Kristne. Man vil fra vores side være
uendelig forsigtig for ikke at synes upatriotiske«.
Det
var Bonhoeffers hensigt, at Det Økumeniske Råd på fanømødet
skulle bryde med Rigskirken og kun anerkende bekendelsesfløjen som
evangelisk kirke. Bonhoeffer, der på dette tidspunkt var præst
for nogle tyske menigheder i London, gjorde sin indflydelse gældende
hos Bell, men både Bell og Amundsen fandt det dog betænkeligt at
bryde med de moderate kræfter i Rigskirken, bl.a. med dens repræsentant
ved fanømødet, biskop Heckel.
Til
mødet havde Bell dog også inviteret repræsentanter for
bekendelsesfløjen som »gæster og autoritative talsmænd«. De
havde spurgt sig for i udenrigsministeriet i Berlin, som man skulle,
og ministeriet havde først stillet sig velvillig til deltagelsen,
men efter at Hitler også havde overtaget embedet som statsoverhoved
efter Hindenburgs død den 2. august 1934, blev tonen en ganske
anden. Politiet beslaglagde dokumenter hos præses Koch, som Bell
havde inviteret, og bekendelsesfløjens kontakter med udlandet blev
systematisk forhindret. Ingen af de inviterede fra denne fløj kom
til Fanø. Dens eneste talsmand blev således Dietrich Bonhoeffer.
Han var egentlig til stede som ungdomssekretær på
den parallelkonference for unge i Kirkeligt Verdensforbund, som
samtidigt afholdtes på Missionshotellet ved Fanø Bad.
Trods
bekendelsesfløjens fravær og den tyske kirkeledelses modstand
lykkedes det Bell at føre Bekendelseskirkens sag på Fanø. Med
engelsk stædighed fik han gennemtrumfet to meget vigtige
beslutninger: en resolution om den kirkelige situation i Tyskland og
udnævnelse af præses Koch og Bonhoeffer som kommitterede i Det Økumeniske
Råd.
I
resolutionen, som blev vedtaget, hed det, at det var med bekymring,
man så afgørende grundsætninger for den kristelige frihed truet
eller betvivlet i den tyske evangeliske kirke. Endvidere gav man
udtryk for den overbevisning, at en selvbestaltet kirkeledelse,
anvendelse af voldsmetoder og undertrykkelse af ytringsfriheden var
uforenelig med Kristi kirkes sande væsen. Det var en klar fordømmelse
af Rigskirken og en lige så klar støtte til bekendelsesfløjen.
Heckel protesterede og sagde, at Det Økumeniske Råd ikke havde beføjelse
til at blande sig i begivenheder inden for et enkelt lands kirke.
Fra
Berlin blev der i sidste øjeblik gjort et teatralsk forsøg på at
hindre resolutionens vedtagelse. Med vandfly landede i Nordby Havn
en udsending, der kørte direkte til mødet og bad om taletid. Der
kan ikke ses bort fra at denne effektive demonstration gjorde et
vist indtryk og har kunnet svække den endelige resolution.
Når
Fanømødet har fået en så bemærkelsesværdig placering i den
nyere europæiske kirkehistorie, skyldes det; at der her for første
gang blev givet international støtte til bekendelsesfløjen. Overalt - i Tyskland såvel som
internationalt - forstod man den klare
tale fra Fanø. Men opmærksomheden skyldes også, at der var så
beskæmmende få internationale tilkendegivelser af den art. Det
internationale samfund udviste en skæbnesvanger forsigtighed og
passivitet over for udviklingen i Tyskland og en forbavsende ringe
lydhørhed over for oppositionen i det tyske folk. Fanømødet var
en af de få undtagelser. Hvor vanskeligt det var at få udlandet i
tale, skulle Bonhoeffer i øvrigt senere erfare. Han deltog i 20.
juli-sammensværgelsen mod Hitler og havde til opgave at kontakte
udenlandske forbindelser for at koordinere kupplanerne med en
udenlandsk indsats, men overalt blev han mødt med mistænksomhed
eller direkte hovedrysten. Bonhoeffer fængsledes i foråret 1943
for militærnægtelse, og efter attentatforsøget på Hitler anklagedes
han for sin deltagelse i sammensværgelsen. Han blev dødsdømt i Det
Tredje Riges sidste hektiske dage og henrettet den 9.april 1945 i KZ-lejen Flossenbürg.
|
24. august
1994 blev der rejst en sten ved Fanø Bad til minde om det
økumeniske kirkemøde på Fanø 1934.
Pause i
klitterne ved Fanø Bad. Nummer to og tre fra venstre er Bonhoeffer
og Dudzus.
På stranden.
Fra venstre Bonhoeffer siddende og stående H.Jehle. I den venstre
strandkurv sidder E.Tillich, foran Dudzus. I den midterste
strandkurv sidder W.Brandenburg og W.Maechler. Foran højre
strandkurv sidder Inge Karding.
Deltagerne i
ungdomskonferencen på missionshotellets trappe ved Fanø Bad.
|
 |
 |
|
Kurhotellet, Fanø Bad |
Missionshotellet, Fanø
Bad |
|
»Hvordan kan der blive der
fred? Ved et system af politiske traktater? Ved investering af
den internationale kapital i de forskellige lande? Dvs.
gennem storbankerne, med penge? Eller måske ved en fredelig
oprustning hos alle parter for at sikre freden? Nej, det kan
ikke ske ved noget af alt dette af den simple grund, at her
forveksles sikkerhed med fred. Der tilvejebringes ingen fred
ved hjælp af sikkerhed. For fred må voves – er det afgørende
vovestykke; freden lader sig aldrig nogensinde sikre…«
Fra Bonhoeffers
foredrag »Kirche und Völkerwelt« på den økumeniske
konference på Fanø 28.08.1934 |
|
