Tilbage

En kirketypes udvikling

En rejse fra Rømø til Hjerting

Kirkerne på Fanø er særprægede. De er formet af en udvikling, der kan iagttages, hvis man tager udgangspunkt i Rømø Kirke, derpå tager til Sønderho Kirke og dernæst til Nordby Kirke for endelig at slutte i Hjerting.

Rømø Kirke

kan give et indtryk af, hvordan de gamle kirker på Fanø har set ud.

Rømø Kirke er oprindelig en traditionel landsbykirke med kor, skib og tårn. Denne kirke er i tidens løb blevet udvidet med nogle tilbygninger, også kaldt kviste. Rømø Kirke har to kviste på nordsiden og én på sydsiden. På billedet th. ses Rømø Kirke med de to kviste på nordsiden. 

Den gamle, nu nedrevne kirke i Rindby havde tre sådanne kviste på nordsiden (se grundplan nedenfor ved omtalen af Nordby Kirke), og forgængeren til den nuværende Sønderho Kirke havde to kviste, ligeledes på nordsiden.

Når der skulle være så megen plads i disse kirker, skyldes det, at kirkernes vedligeholdelse her blev finansieret af stolestadeafgifter, dvs. en betaling, alle voksne mænd i sognet skulle erlægge for deres siddeplads i kirken. Og når man betaler for en plads, så skal den jo også være der! Der findes kort med ejermændenes navne indskrevet på de enkelte pladser.


Sønderho Kirke

blev bygget 1782 og afløste den gamle kirke, der lå samme sted. De omfattende tilbygninger havde gjort den gamle kirke ustabil, og sandflugt havde fået kirkens gulv til at ligge så langt under det omgivende terræn, at der stod vand i kirken.

Den nuværende kirke i Sønderho er indrettet efter den gamle kirkes grundplan, selv om alt nu er samlet i én bygning. Den sydlige halvdel af kirkerummet svarer til den gamle kirkes kor og skib, mens den nordlige halvdel svarer til kvistene. Derfor vender menigheden på bænkene i den sydlige del af kirken ansigtet mod øst (mod altret), mens menigheden fra bænkene i den nordlige del kikker mod syd (sammenlign med grundplanen af kirken i Rindby nedenfor). Om Sønderho Kirke, se http://www.soenderhokirke.dk/

 


Nordby Kirke

blev bygget 1786 og afløste den gamle kirke i Rindby. Ved byggeriet af Nordby Kirke kunne man trække på erfaringerne fra kirkebyggeriet i Sønderho nogle år tidligere.

Også i Nordby tog man den gamle kirke som forlæg, men man ønskede en mere amfiteatralsk indretning omkring alter og prædikestol. Resultatet blev en bænkeopstilling i lighed med den nuværende omkring et prædikestolsalter.

Grundplan af henholdsvis den gamle kirke i Rindby (tv) og den nuværende kirke i Nordby (th).

Pilene angiver synsretning fra bænkene.


Hjerting Kirke

er bygget i 1992. Arkitekt for kirken er Alan Havsteen-Mikkelsen (1938-2002). Han har angiveligt hentet inspiration til sin kirkebygning i Nordby Kirke.

Det  tværstillede kirkerum med altret ved en langvæg tæt på menigheden er valgt af arkitekten i bevidst modsætning til det traditionelle aflange, distante kirkerum. Om Hjerting Kirke, se www.hjertingkirke.dk.