Påske

Ordet 'påske' kommer fra det hebraiske 'passah'. Der er nogen tvivl om ordets oprindelige betydning, men i fortællingen om den tiende plage i Anden Mosebog, gives ordet betydningen forbigang; dødsenglen skal gå forbi israelitternes huse, når de har smurt blod på dørstolperne. Og det er efter denne tiende plage, Farao omsider lader israelitterne slippe ud af slaveriet i Ægypten.

Jødernes påskefest refererer til denne begivenhed. I den kristne kirke har påsken fået et nyt indhold. Her er påsken knyttet til Jesu opstandelse. Det fortælles nemlig i forbindelse med Jesu tilfangetagelse, domfældelse og korsfæstelse, at jødernes påskehøjtid var nær.

Søndagen før påskedag hedder palmesøndag. Navnet har dagen fra evangeliets fortælling om indtoget i Jerusalem. Det fortælles nemlig, at folkemængden skar grene af træerne (og det er altså i traditionen blevet til palmegrene) og lagde dem foran Jesus som en hyldest, da han kom ridende på et æsel.

At ride ind i hovedstaden på et æsel var en skik fra den gamle kongetid i Israel. Ved tronbestigelsesfesten red kongen dengang ind i Jerusalem ikke på en stolt ganger, men på et simpelt trækdyr. På den måde skulle kongen vise, at magten og æren ikke var hans, mens Guds. Han var at betragte som Guds arbejdsmand.

I de begivenheder, som finder sted op til korsfæstelsen langfredag, spiller kongebilledet en stor rolle. Ved indtoget ridder Jesus ind som de gamle konger og hyldes med hosiannaråb. Anklagen mod Jesus lyder på, at han vil være jødernes konge. Da soldaterne spotter Jesus forud for korsfæstelsen, sker det ved, at de giver ham en kongekrone på hovedet i form at en tornekrans og iklæder ham en purpurkappe. Og på korset fæstnes en seddel med anklagen: Jøderne konge.

Kongebilledet får i Det Nye Testamente en dobbelt karakter. Spotterne kommer uafvidende til at udtrykke en sandhed af en anden verden.

Torsdagen før påskedag kaldes skærtorsdag. Til denne dag knytter sig fortællingen om det sidste måltid, Jesus spiser sammen med disciplene. De er alle til stede. Måske er det et påskemåltid, de tager forskud på; i hvert fald tager Jesus brødet og fortæller hvad det betyder, og bagefter sker det samme med vinen. Men den historie, han fortæller, er ikke den gamle historie om udfrielsen fra Ægypten; han tyder derimod brød og vin som noget, der peger på hans eget liv og hans egen død: som brødet brydes, sådan skal hans legeme blive brudt; og som vinen hældes op, sådan skal hans blod udgydes.

Under måltidet afslører Jesus også, at én af dem, der er til stede, vil forråde ham. Da Judas skal til at dyppe sit brød i vinen, gør Jesus det samtidigt, og Judas forsvinder fra stedet.

Fredag før påskedag er langfredag. Det er en lang dag i mange henseender. Den begynder faktisk torsdag aften, for jøderne regnede en dags begyndelse fra solnedgang den foregående dag. Jesus går med disciplene ud i en lund af oliventræer på Oliebjeget. Lunden kaldes Getsemane Have. Jesus går ind i lunden for at være alene og bede i sin sjælenød. Disciplene er trætte og søvnige og synes at være meget lidt deltagende. Et vagtkorps med Judas i spidsen finder Jesus og arresterer ham. Derpå følger en forceret rettergang for flere instanser, og Jesus dømmes til korsfæstelse. Soldater tager herefter over. De driver gæk med fangen, spotter ham ved ironisk at hylde ham som konge. Jesus skal, som det var skik for dødsdømte, bære sit kors (dvs. tværbjælken) gennem byen, og fremme ved henrettelsespladsen på højdedraget Golgata foretages korsfæstelsen. Efter en lang dødskamp udånder Jesus. Han tages ned og lægges i en grav.

Påskedag er en forunderlig dag. Nogle kvinder går til graven for at salve den døde, men finder ham ikke. Der er engle i graven, der fortæller, at han, de leder efter, ikke er i graven, men er opstået og er gået forud for dem til deres hjemegn. Og derefter møder de ham under de mærkeligste omstændigheder. Kvinderne møder ham på vej derfra og får besked på at fortælle det til de andre. Et par disciple går en tur, og en vandringsmand slutter sig til dem. Han går med dem hjem, og de holder nadver. Da først genkender de ham. Men pludselig er han ikke længere i stuen hos dem, selv om dørene var lukkede. Thomas, der ikke var helt med på de andres historier, ville have beviser ved selvsyn. Også han møder den opstandne.