Helligtrekonger
Hvem er de hellige tre konger
Nu er der det at sige, at de hellige tre konger i Det Nye Testamente hverken omtales som hellige eller tre eller konger! Det er senere legender, der har brygget videre på historien. De tre fik med tiden også latinske navne, Caspar, Melchior og Balthazar, og senere legender fortalte, at de efter at være vendt hjem, abdicerede og gav deres ejendele til de fattige for i stedet at vandre ud og sprede evangeliet.
I Det Nye Testamente benævnes disse personer med det græske ord μάγοι, [mágoi] (flertal af μάγος mágos); det var oprindelig en betegnelse for perserrigets zarathustriske præster, der havde indsigt i astrologi og drømmetydning, på Ny Testamentes tid var det blevet en betegnelse for stjernetydere og vismænd.
Helligtrekongersdag var en kirkelig festdag, som fejredes 6. januar. Indtil Struensees helligdagsreform i 1770 var dagen en offentlig helligdag. Til helligtrekongersaften, den 5. januar om aftenen, var der i gammel tid knyttet mange forskellige folkelige skikke.
I det danske kirkeår betegnes en hel række søndage som søndage efter helligtrekonger. Hvis der falder en søndag i perioden mellem 2. og 6. januar, kaldes den helligtrekongers søndag.
Matthæus fortæller således om de vise mænd fra Østerland:
|
Matthæus 1,18-2,23 |
Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:
Du, Betlehem i Judas land, Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej. Da de var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.« Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Fra Egypten kaldte jeg min søn.« Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger:
I Rama høres råb, Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde.« Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer. |
Hvad er det for en stjerne?
En såkaldt 'konjunktion'. Merkur og Venus står på linje. Se nedenfor.
»Da De havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil Den stod stille over det sted, hvor barnet var.«
Matt. kap.2, vers 9
Der har i tidens løb været mange bud på, hvad der var »stjernen«. Astronomer i det kinesiske Hankejserrige observerede en supernova (Stjerneeksplosion) i marts-april år 5 f.v.t. Også kometer er blevet foreslået.
Halleys Komet passerede Jorden år 11 f.v.t. og i 5 og 4 f.v.t. blev der også observeret kometer. Men ingen af disse himmelfænomener har tilsyneladende været så kraftige, at de kunne gøre sig fortjente til at blive udnævnt til "stjernen".
Men der er en tredje mulighed: en såkaldt konjunktion, dvs. at to planeter står tæt ved hinanden på himlen. For oldtidens lærde tillagde himmellegemernes bevægelser stor betydning og fulgte dem nøje. En konjunktion ville uden tvivl blive bemærket som et særligt varsel.
Det var astronomen Johannes Kepler (1571-1630), der som den første fremførte tanken. I december 1603 observerede han et sådant møde mellem planeterne Jupiter og Saturn, og beregnede herefter, at et tilsvarende møde havde fundet sted hele tre gange i år 7 f.v.t.
Også samtiden registrerede hændelserne.
En egyptisk papyrus, der er fundet som kopi, dækker astronomiske begivenheder fra år 17 f.v.t. til år 10 e.v.t. En anden kilde er »Stjemealmanakken fra Sippar«. Der er tale om en lertavle med kileskrift, der er fundet i det nuværende Irak. Her er beskrevet et møde mellem Jupiter og Saturn, der 22. maj år 7 f.v.t. sås blot en grad fra hinanden. Nye møder mellem de to planeter fandt sted 5. oktober og 1.december samme år.
Så det er således sandsynligt, at det var denne konjunktion, som var de vise mænds ledestjerne, da de forlod kong Herodes i Jerusalem og fortsatte rejsen mod Betlehem.
Fortællingen
Når man dykker ned i de ældgamle fortællinger, man kalder myter, ophæves forskellen mellem før og nu. Man hører ganske vist, at nogen bruger ordet myte om noget, der er løgn og latin, noget der ikke kan bevises; men ordets betydning er mildest talt en ganske anden. Myten er en fortælling om vilkår, der altid gør sig gældende. Selv om den er en urgammel historie, så instrumenterer den en universel erfaring i ord. Der er glimt af mønstre, som genopstår i vores liv. Det er som om myten fortæller vores liv. Erindringen bliver til forjættelse.
Julens fortællinger rummer elementer af det. De handler om en hændelse i udkanten af universet, som ændrer forståelsen af universet, af alting. Johannes fortæller i sit juleevangelium om det skaberord, hvormed Gud satte skel mellem intethed og fylde; og han identificerer det ord med Jesus, Guds Søn, som kom til verden. Lukas lader i sit juleevangelium en himmelsk hærskare af universets engle sætte nogle hyrder stævne på en mark uden for Betlehem; de skal som de første vide, at Gud er kommet til jorden i menneskeskikkelse.
Og så har vi Mattæus' fortælling. Hos ham hører vi om nogle astrologer (sandsynligvis fra Babylon, der fandtes verdenseliten i astronomi på den tid). De har set en ny stjerne på himlen, og de ved, at det betyder et eller andet om en kongesøns fødsel. Efter deres beregninger måtte det have noget med Juda Rige at gøre, så de opsøger Herodes’ palads i Jerusalem, men dér er der ikke noget, der kan indfri forjættelsen, men de bibelstærke i landet huskede på profeten Mikas ord: ”Du, Betlehem, du er lille iblandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel, hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage” (Mika 5,1-3).
Sådan er det hos Mattæus. Han var en bibelkyndig jødekristen, og husk på, at før han og Markus, Lukas og Johannes havde skrevet deres evangelier ned, så var det den jødiske bibel, Det Gamle Testamente, den kristne menighed læste sig frem til Kristus i. Og det kunne de kristne af jødisk herkomst, det var straks sværere for de mange kristne, der efterhånden ikke havde den baggrund. Men Mattæus læser Kristus ud af Det Gamle Testamente, derfor henviser han i sit evangelium ustandseligt til det, han har læst der. ”Dette skete for at det skulle gå i opfyldelse, som er skrevet hos profeten osv.” sådan hører vi det gang på gang.
Vi skal opdage vores eget liv indlejret i det, vi hører; hvis vi ikke gør det, er det uden betydning. Og så skal vi høre det med ånd. Det er jo klart, at de fire evangelier, vi har i Det Nye Testamente, har hver sin historie om julen, men dybest set er det jo den samme historie. Om universet, altet og evigheden, Gud, der tager skikkelse i et afsides provinshul på denne jord som et dødeligt menneske.
Helligtrekonger kaldes også epifanifesten. Epifani kommer af et græsk ord, der betyder 'blive synlig, fremtræde'. Det største bliver synligt i det mindste, det evige bliver synligt i det dødelige, Gud bliver synlig i et menneske.
Og dette evighedsperspektiv, som kaster lys over Gud og Jesus og over vores eget liv, det sættes i relief til denne verdens begær efter magt, gjort synlig i Herodes. For ham er det jordiske perspektiv det eneste: at beholde magten og kontrollen, og så gerne betale prisen: ikke at tro på nogen eller noget, men holde sig til det, man kan få magten over. Og i det spil er andres død også en nærliggende satsning, derfor hører vi om barnemordet i Betlehem. Men Herodes fik ikke ram på Jesus, ligesom Farao ikke fik ram på Moses (2. Mosebog 1,15-2,10)
Evangeliet handler om, at vores liv bliver levende ved at være berøringspunktet, hvor en vertikal linje krydser en horisontal; hvor himmel og jord mødes; hvor tid og evighed befrugter hinanden; der har Gud identificeret sig med vores liv i Jesus Kristus.