Jul

Jul

Hvorfor fejrer vi jul?

Julen fejrer vi for Jesu fødsel. I urkirken blev denne begivenhed ikke markeret, men et par århundreder henne i kirkens historie begynder man at fejre Jesu fødselsdag. Der er ikke overleveret nogen dato for Jesu fødsel, men når fejringen blev placeret ved vintersolhverv, skyldes det, at det var et tidspunkt på året, der i forvejen var fyldt religiøs ballast, og man kunne så tolke Jesu komme med reference til solhvervet, der betyder at lyset vender tilbage og dagene bliver længere (set fra den nordlige halvkugle, forstås).

Julens budskab er det mysterium, at Gud blev et menneske. Det er et uhørt paradoks, at det guddommelige skulle åbenbares i et menneske, og at det menneskelige skulle komme til syne i det guddommelige. Som det formuleres i Johannesevangeliet: "Ordet blev kød og tog bolig iblandt os."

Gud har åbenbaret sig i et udleveret, sårbart menneske, for kun ved at vedgå sin sårbarhed kan mennesket være menneskeligt. Det uddybes i evangeliets fortælling om Jesus, der fødes som et menneske, der ikke er plads til og som magthaveren Herodes vil have udryddet. Det er forspillet til et liv, hvor Jesus efterstræbes på livet af både religiøse, moralske og politiske magthavere, for til sidst at blive dømt til døden. I alt dette stræbte han aldrig efter at være mere end et menneske.

Julen forkynder Guds magt i de magtesløse, evigheden i det forgængelige.

Julen er den folkeligste af de store kristne højtider. I Danmark tegner juleaften sig for den største kirkegang sammenlignet med alle andre søn- og helligdage. Det kan skyldes flere forhold. Julens historie er enkel, selv om dens teologiske konsekvenser er vidtrækkende. Julen ligger på en tid af året, hvor man nærmest måtte opfinde en fest, hvis der ikke var en i forvejen. Og så knytter en lang række af de mest elskede salmer sig til julen, og ønsket om at synge dem i et kirkerum sammen med mange andre, spiller sikkert også en væsentlig rolle i en fest, der ellers foregår i familien skød.

Julens begivenheder er fortalt i evangelierne følgende steder:

Lukas 2,1-20

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!

Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

Matthæus 1,18-2,23

Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: »Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.«
Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« — det betyder: Gud med os. Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru. Men han lå ikke med hende, før hun fødte sin søn. Og han gav ham navnet Jesus.

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:

Du, Betlehem i Judas land,
du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster.
Fra dig skal der udgå en hersker,
som skal vogte mit folk, Israel.«

Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

Da de var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.« Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Fra Egypten kaldte jeg min søn.«

Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger:

I Rama høres råb,
gråd og megen klage;
Rakel græder over sine børn,
hun vil ikke lade sig trøste,
for de er ikke mere.

Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde.« Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer.

Johannes 1,1-18

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.

Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.

Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Johannes vidner om ham og råber: »Det var om ham, jeg sagde: Han, som kommer efter mig, har været der forud for mig, for han var til før mig.« Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus. Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.

Her finder du nogle artikler om julen:

Den dybe dennesidighed

Der er ikke plads til dem

En rose så jeg skyde

Er Jesus født år 0?

En såkaldt 'konjunktion'. Merkur og Venus står på linje. Se nedenfor.

Det var den skythiske munk Dionysius Exiguus, en pavelig kalenderekspert, der kom på ideen med at regne årstallene fra Kristi fødsel. Det blev indført i 532. Men man regnede dengang ikke med år nul, så beregningen gik galt allerede her. Og hvad angår bestemmelsen af tidspunktet for Jesu fødsel, er også det behæftet med stor usikkerhed.

»Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien.«

Luk., kap. 2, vers 1-2

Således indledes beretningen om den begivenhed, der om få dage fejres med alt fra rødkål til julemesse. En begivenhed, der efter kalenderen at dømme, fandt sted for 2000 år siden. Eller gjorde den?

For hvad er de historiske fakta omkring Jesu fødsel?

Folketællingen

Lad os begynde med beretningen om den folketælling, der betød, at Josef og Maria måtte rejse fra Nazareth til Betlehem. Det var den første efter, at Kvirinius var blevet guvernør for den romerske provins Syrien, som Palæstina var en del af. Nu er der bare det problem, at Kvirinius' embedsperiode i Syrien falder i to perioder: år 6-4 før Kristus og år 6-7 efter Kristus, og folketællingen kan have fundet sted i begge perioder.

To fortællinger

Det er endog meget sandsynligt, at Kvirinius arrangerede to folketællinger, for i sit værk om jødernes historie fortæller Josefus, at Kvirinius' guvernørudnævnelse i år 6 e.Kr. netop var begrundet i, at han skulle foretage en folketælling efter at kong Herodes' søn, Arkelaus, var blevet afsat af romerne og Palæstina indlemmet som en provins i Romerriget. En sådan specifikt begrundet udnævnelse ville være naturlig, hvis Kvirinius havde erfaring fra en tidligere folketælling.

At kejser Augustus skal have beordret at skrive alverden i mandtal er nok en overdrivelse. Der er intet, der tyder på, at der under Augustus' lange regeringsperiode på en gang blev foretaget en folketælling af hele Romerriget, der jo på den tid var alverden - i al fald den eneste del af den, som var værd at regne med. Derimod blev der løbende gennemført folketællinger, der tjente som grundlag for skatteudskrivningerne. Dette skete ikke blot i selve Romerriget, men også i dets mange vasalstater.

Forklaringen om, at folketællingen foregik ved, at alle drog til deres slægts hjemby, kan ved første øjekast virke uromersk. Det skulle ikke være nødvendigt, for at den effektive romerske administration kunne tælle folket. Men her kan romerne have fulgt en lokal tradition, der gjorde det nemmere at acceptere for den jødiske befolkning.

Stjernen

Men er det muligt ad anden vej at udpege en af de ovennævnte perioder som tidspunkt for Jesu fødsel? Her kan vi bruge Matthæusevangeliets beretning om vismændene fra østerland og stjernen over Betlehem:

»Da De havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil Den stod stille over det sted, hvor barnet var.«

Matt. kap.2, vers 9

Der har i tidens løb været mange bud på, hvad der var »stjernen«. Astronomer i det kinesiske Hankejserrige observerede en supernova (Stjerneeksplosion) i marts-april år 5 f.Kr. Også kometer er blevet foreslået.

Halleys Komet passerede Jorden år 11 f.Kr. og i 5 og 4 f.Kr. blev der også observeret kometer. Men ingen af disse himmelfænomener har tilsyneladende været så kraftige, at de kunne gøre sig fortjente til at blive udnævnt til "stjernen".

Men der er en tredje mulighed: en såkaldt konjunktion, dvs. at to planeter står tæt ved hinanden på himlen. For oldtidens lærde tillagde himmellegemernes bevægelser stor betydning og fulgte dem nøje. En konjunktion ville uden tvivl blive bemærket som et særligt varsel.

Det var astronomen Johannes Kepler (1571-1630), der som den første fremførte tanken. I december 1603 observerede han et sådant møde mellem planeterne Jupiter og Saturn, og beregnede herefter, at et tilsvarende møde havde fundet sted hele tre gange i år 7 f.Kr.

Også samtiden registrerede hændelserne.

En egyptisk papyrus, der er fundet som kopi, dækker astronomiske begivenheder fra år 17 f.Kr. til år 10 e.Kr. En anden kilde er »Stjemealmanakken fra Sippar«. Der er tale om en lertavle med kileskrift, der er fundet i det nuværende Irak. Her er beskrevet et møde mellem Jupiter og Saturn, der 22. maj år 7 f.Kr. sås blot en grad fra hinanden. Nye møder mellem de to planeter fandt sted 5. oktober og 1.december samme år.

Så det er således sandsynligt, at det var denne konjunktion, som var de vise mænds ledestjerne, da de forlod kong Herodes i Jerusalem og fortsatte rejsen mod Betlehem.

Vi har nu to elementer i juleevangeliet, der peger på år 7 eller 6 f.Kr. som Jesu fødselsår: Folketællingen og "Stjernen over Betlehem".

Men der er et tredje element, som peger i samme retning.

Kong Herodes

Kong Herodes, der regerede Palæstina fra år 37 f.Kr., bekæmpede i hele sin regeringstid alle reelle såvel som indbildte rivaler til tronen. Selv nære familiemedlemmer blev myrdet, hvis de kunne anses for at være en trussel mod hans magt. Beretningen om, at der skulle fødes en »jødernes konge« fik den brutale hersker til at reagere. Han mødtes med de vise mænd og fik dem til at love, at de ville vende tilbage og fortælle ham om barnet, når de havde fundet det. Men vismændene valgte at lade hjemrejsen gå uden om hans hof.

»Da Herodes indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd.«

Matt. kap. 2, vers J 6

Kong Herodes døde i slutningen af marts eller begyndelsen af april år 4 f.Kr., og Jesu fødselstidspunkt kan derfor ikke have været senere end en gang i år 6 f.Kr.

Så samlet peger juleevangelierne på, at Jesu fødsel fandt sted i foråret, efteråret eller vinteren år 7 f.Kr.

Den jul, som vi fejrer den 25. december, kunne vi også have holdt for et halvt år før, og årstallene skulle have været lidt større.

Skulle det bringe rod i systemet og true julefreden, må man trøste sig med, at det som bekendt er noget andet, der tæller!