Pinse

Pinsen falder halvtreds dage efter påske. Ordet pinse er en fordanskning af det græske ord for halvtredsindstyvende (dag),  πεντηκοστη (pentækostæ). Hos jøderne var pinsen afslutningen på påskefejringen, og på en måde kan man sige det samme om den kristne påskefejring, selv om indholdet er et helt andet. Jøderne fejrer påske til minde om udfrielsen fra Ægypten, og pinsen danner så en slags afslutning med et højdepunkt fra udvandringshistorien, nemlig med historien om, at Moses fik lovens tavler på Sinaj Bjerg.

I Det Nye Testamente fortælles, hvordan Helligånden halvtreds dage efter påske kom over apostlene, der var samlet for at fejre den jødiske pinsefest. Til højtiderne kom der altid jøder, der boede i fremmede lande, til Jerusalem. Det fortælles så, at disciplene på forunderlig vis mærkede Helligånden komme over sig, og de blev i stand til at forstå og tale alle mulige sprog på en måde, så de jøder, der var kommet fra de forskelligste steder, hørte dem tale på deres hjemsteds sprog.

Sprogbarriererne overvindes, og det er et træk i historien, som tydeligvis peger tilbage på en modhistorie, nemlig den gamle myte om Babelstårnet. I denne fortælling er pointen, at en menneskehed med kun ét sprog og én vilje, en menneskehed, der ikke kender til mangfoldighed og modsigelse, vil ende med at etablere et tyranni med fordring på selv at være på højde med Gud (himmeltårnet) eller selv at være Gud. Derfor gav Gud dem forskellige sprog. Forskelligheden skulle redde dem fra storhedsvanvid.

Pinsehistorien handler ikke om, at der igen skal etableres enshed med ét sprog og én vilje. Den handler om at etablere forståelse, der kan rumme det forskellige. Disciplene – og altså den kristne kirke – skal kendes på, at den kan forstå og tale forskellige sprog. Kristendommen skal lyde i mangfoldigheden på hvert folks eget sprog.

Efter denne pinsedags erfaringer går disciplene ud i verden for at forkynde budskabet om Jesus Kristus (Apostlenes Gerninger kap.2:1-13).

Pinsen fejres således som en fest, fordi Helligånden er kommet. Det er den ånd, der er Guds nærvær på samme måde som Jesus var det, da han levede her.

Pinsens historie er - som det vil forstås - ikke så anskuelig og dramatisk som julens og påskens historier, og derfor står den nok lidt tåget og uklar for mange. Fortællingen om Helligånden kræver en moden tolkning og forståelse, som ikke automatisk kommer ind med børnelærdommen. Men netop derfor kan pinsebegivenheden være et modent menneskes indgang og åbning til troens mysterium. Det handler om livets spændvidde, at ånd og krop, himmel og jord kan mødes og blive ét.

Helligåndens symboler er flammen (ildtunge) og duen.

Luther siger om Helligånden i sin lille katekismus:

”Jeg tror, at jeg ikke af egen evne og kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, har oplyst mig med sine gaver, har helliget og opholdt mig i den rette tro….”

Kaj Munk skriver i en prædiken fra 1941 blandt andet:

”Den Helligånd er jo en del af Gud selv, der er hernede på jorden. Ja, hvad nytter det med forklaringer? I det øjeblik, vi nævner ordet ånd, er vi ude over, hvad ordene magter. Der er nogen, der mener: Hvad der ikke har hjemme i sproget, har hjemme intetsteds! Det er ikke rigtigt. Verden er mere end mennesket, og mennesket er mere end sin egen tale. Fra hvad der ligger ud over mennesket, kom der bud til mennesket pinsedag...”

Luther har 1524 skrevet en salme, som er en bøn til Helligånden. Den siger noget væsentligt om, hvad han forbinder med Helligånden. Grundtvig har gendigtet den 1836. Herunder er der temaerne angivet ud for hvert vers: