Tro&kirke

Ugens prædiken

Prædiken til 3. søndag efter helligtrekonger

Af Jørn Westergaard Martinsen

Tekst: Lukasevangeliet 17,5-10   Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer. Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.«

Der er ting, der kan lyde så selvfølgelige, at man straks siger til sig selv, at det slet ikke kan diskuteres. F.eks. Når man taler om fremgang; hvem vil ikke gå ind for fremgang? Men frem­gang kan være så meget, og den fremgang, vi har satset så hårdt på, kan have sin pris: stressede mennesker, forurenet natur. Og hvad mener vi så med fremgang? Er det flere penge og øget velstand, eller er det mere ro, større respekt for mennesker og natur? Fremgang er det man kalder et plusord. Stor - større - størst. Det sidste er bedre en det første, sådan må det vel være? Der er ord, der lyder så rigtige, at vi forblindes af dem. Det kan vise sig, at de kaster farlige skygger. Det gælder for eksempel tro. Når folk begynder at tale om mere tro, så lyder det jo så uimodsigeligt rigtigt og godt. Hvem ville ikke ønske sig lidt mere tro? Men hvad vil det sige? Det kunne jo være, at troen gik hen og blev sin egen mod­sætning, når man begyndte at bekymre sig om, hvor stor den er; troen blev et selvoptaget projekt, man prøvede at sikre sig selv med, få magt over Gud, livet og andre med. Jesus vidste, at det var fristelsen for disciplene, da de begyndte at snakke om en større tro. Derfor fortæller han dem en lignelse, der ganske vist handler om nogle forhåbentligt overvundne ar­bejdsmarkedsforhold, men hvis mening stadig lader sig forstå. En bonde har en tjenestekarl, der netop er blevet færdig med sit arbejde ude på marken. Karlen er selvfølgelig både træt og sulten, men det ville være utænkeligt, at han bare kunne gå ind og sætte sig til bords, for slet ikke at tale om, at hans husbond straks skulle komme rendende med middagen til ham og varte ham op. Sådan hænger verden jo ikke sam­men, og slet ikke dengang. Nej, karlen må tværtimod selv til at servere for husbond, før det kan blive hans tur til at sætte sig og få stillet sin sult og tørst. Og får han tak for det? Nej, han har kun gjort, hvad der var hans pligt. Det her var før de bløde værdier kom på mode i mana­gement. Utak er verdens løn, siger vi. Men handler vi da for at få tak? Når vi har gjort, hvad vi fandt rigtigt, gjorde vi det så for at få ære og blive noget i andres øjne; eller gjorde vi det simpelthen, fordi vi fandt det rigtigt eller nødvendigt at gøre? Er det begær efter bifald, der driver os, eller er det kærlighed, i hvilken man glemmer sig selv i sin opgave? Luthers opgør med den katolske kirkes moralske troslæ­re, beroede på, at han fandt, at troen blev gjort til en del af menne­skers selvbekymring. Man skulle vise sit værd med sine gode gerninger. Men så reducerer man jo sit medmenneske til en anledning, hvormed man kan høste bifald – fra Gud eller mennesker. Godheden er så ikke til for næstens skyld, men for ens egen. Når nogen taler om ‘mere tro’ eller ‘større tro’, så får de det svar: Du skal ikke bekymre dig om din tro - om den er stor eller lille! Når tro er tro, så ved den slet ikke af sig selv. I den store lignelse om dommen, siger dommeren til de uretfærdige ved den venstre side: Jeg var sulten og tørstig, syg og nøgen og i fængsel, men I hjalp mig ikke. Og de kan ikke forstå det. De har jo ikke set Herren, for så ville de nok have oppet sig. Og tilsvarende siger han til de retfærdige ved den højre side: Jeg var sulten og tørstig, syg og nøgen og i fængsel, og I hjalp mig. Og de kan heller ikke forstå det. Hvornår har vi set dig, Herre? Og han svarer: Mig har I set i den mindste iblandt jer. Jo mindre religiøs selvoptagethed desto mere plads har den tro, der forglemmer sig selv. Som der stod i Hebræerbrevet: »Tro er fast tillid til det, der håbes, overbevisning om ting, der ikke ses«. Man kan jo ikke prale af sin tillid og sige: Er jeg ikke fantastisk, at jeg tror på dig. Tillidens grund ligger jo netop ikke i mig selv. Jeg har mødt noget, der vakte min tillid. Sådan er det med tro. Tillid til Gud betyder: ubekymret at åbne sig for livet. Tillid til, at Gud vil noget med vores liv. Amen