Tror du på Gud

Tror du på Gud, præst?

Jeg tror aldrig, jeg har haft et hold konfirmander, uden at jeg er blevet spurgt: Tror du på Gud? I dag skete det igen. Selvfølgelig vil de vide, hvad det, jeg fortæller dem om, betyder for mig selv.

Jeg svarer aldrig: Selvfølgelig tror jeg på Gud! – for vigtige ting er aldrig en selvfølge. Jeg må sige til dem, at jeg tror på Gud, og at min tro er afgørende for mit liv. Men min tro betyder ikke, at jeg er sikker – ja, tro er faktisk det modsatte. Tro rummer modet til at være usikker.

Som teolog har jeg beskæftiget mig meget med religionskritik, altså spørgsmålet, om det har mening at tale om Gud eller ej, og hverken troende eller ateister kan gøre deres svar til letkøbte selvfølgeligheder, for hverken troen eller ikke-troen kan bevises.

Det er for nemt, som nogle ateister gør det for tiden, at gøre det til et valg mellem tro og fornuft. De mener tilsyneladende, at hvis troen blev udryddet, så ville mennesker handle fornuftigt, og verden blive et fredeligere sted. Det tør dog siges at være et argument, historien har modsagt eftertrykkeligt.

Notorisk ateistiske bevægelser som den franske revolution, nazismen under Hitler og kommunismen under Lenin, Stalin og Mao førte til fanatisme og blodbad. Fanatisme hersker alle vegne, hvor mennesker tror, de ejer sandheden - uanset om de begrunder det religiøst eller verdsligt.

Filosoffen Nietzsche fortæller i et af sine værker om det skøre menneske, der ved højlys dag har tændt sin lygte og er løbet ind på torvet, idet han råber: »Jeg søger Gud!« På torvet er der mange mennesker; ingen af dem tror på Gud. De giver sig til at grine ad ham og spørger, om Gud da er blevet væk, er stået til søs eller udvandret. Det skøre menneske svarer: »Vi har slået ham ihjel, I og jeg!«

Det, der er frygteligt for det skøre menneske, er, at se disse pjattede, overfladiske folk, der bevidstløst har indrettet sig med Guds død, overhovedet ikke prøver på at få indsigt i rækkevidden af det, der er sket. De har indrettet sig uden Gud og føler ingen trang til at forholde sig til betydningen af, at Gud ikke findes i deres liv.

Det skøre menneske råber: »Det helligste og mægtigste, som verden ejede, det er forblødt ved vore knive – hvem tørrer dette blod af os? Denne gerning er for menneskene stadigvæk fjernere end de fjerneste stjerner – og dog har de selv forødt den!«

Tror du på Gud? – Her kan hverken svares indforstået eller i løsagtig skødesløshed. For det er vort liv, der står på spil. Hvor forankrer al mening sig, og hvor ligger polerne, der bestemmer al retning? Er det en instans uden for mennesket selv, der sætter tilværelsens ’op’ og ’ned’, ’stort’ og ’småt’? Må mennesket finde sit liv ved at forbinde sig med en transcendens, Gud eller hvad vi nu kalder det? Eller er vi anvist på os selv som livets højeste instans og mål?

Det handler om tro, hvad enten man mener det første eller det sidste.

Jørn Westergaard Martinsen

februar 2007