Kirkegårdskultur

Kirkegårdskultur

Vi lever i et samfund i stadig forandring. Selv ting, vi synes må være hævet over tidernes skiften, må indrette sig på forandrede vilkår. Det gælder også kirkegårde. Den overleverede forestillingen om, hvordan en kirkegård skal se ud, slår ikke længere til. For også kirkegårdene afspejler det samfund, de skal fungere i. Det er i og for sig ikke noget nyt. Hvis man besøger kirkegårde rundt om i landet, kan man iagttage mange interessante forskelle, som fortæller om kirkegårdens sammenhæng med det samfund, der omgiver den.

I disse år sker der imidlertid så store forandringer i vores måde at finde arbejde og bosætte os på, at det er nødvendigt at overveje, hvordan vores begravelsespladser skal indrettes.

Vi er blevet mobile i en grad som gør, at vi arbejder inden for en større radius og flytter oftere og over større afstande. Den globaliserede levevis får mange til at knytte sig til fikspunkter, som ikke er der, hvor man bor, men der, hvor man føler, man hører til.

Der kan f. eks. være det sted, familien har et sommerhus, der er blevet samlingssted og det vigtigste tilknytningspunkt. Det mærker vi i Nordby Kirke på den måde, at mange ønsker kirkelige handlinger her, fordi Fanø er blevet deres hjemsted, når deres andre adresser skiftes ud med jævn fart.

Til gengæld mærker vi jo også, at familier, der bor på Fanø, ved, at deres børn kan finde på at bosætte sig alle andre steder, og at de fleste vil gøre det. Og det får selvfølgelig konsekvenser for den måde, man tænker om sit gravsted på. I de fleste tilfælde vil det slet ikke være et sted, de pårørende selv vil kunne passe. De vil kunne besøge graven, når de en gang imellem kommer til øen på besøg.

Derfor ser vi en naturlig vækst af gravformer, hvor pasningen minimeres. På Vestre Kirkegård i Kirkegårdsplantagen bliver rækkerne af gravsteder med sten i plæne længere og længere. Det er altså en af de gravformer, der svarer til manges behov.

Der må sættes en enkelt blomst ved stenen, ellers må der ikke sættes noget, der forhindrer plæneklipningen. Det er naturligvis langt fra de gravformer, hvor der er en lille have med grønne planter og blomster, men når besøgene nødvendigvis må blive sjældne, er der jo heller ikke behov for mere. Nye gravstedsformer opstår stadig. Den nyeste idé er en skov uden vedligeholdelse af nogen art. Gravene er med eller uden sten, men omgivelserne er en skov med træer og skovbund, der skal passe sig selv og udvikle sig på egne betingelser.

Menighedsrådet er for tiden i gang med planer for udviklingen af Vestre Kirkegård. Mens Nordre Kirkegård ved kirken er en helstøbt traditionel kirkegård, trænger Vestre Kirkegård til en plan for, hvordan den skal udvikle sig. Vinden har fældet de store træer, der før gav kirkegården karakter, og de nye gravstedformer har ændret kirkegården uden en idé om helheden. Derfor er det nu, der må skabes en sammenhæng mellem det givne og det, der skal komme.

Jørn Westergaard Martinsen

juni 2007

Traditioner - liv eller levn?

Fanatisme og religion

Præst i Nordby i 25 år

Danskernes tro

Når tro forveksles med meninger

Fredhelligt rum eller autonom enklave?

I have a dream

Religionskritik er nødvendig

Er lukkeloven til for kirkens skyld?

Hvem hører til sognet?

Hverken religiøse eller ateister

Skal folket have en kirke?

Kulturkristne?

Hvorfor læser en præst Nietzsche?

Juleaften og kirken

Navnet, der blev væk

Kirkegårdskultur

Min sidste vilje

Tror du på Gud, præst?

Unge og salmer

Kirke og navnelov

Religion i det offentlige rum

Judasevangeliet - historie eller teologi?

Politik og prædikener

Intelligent design

Lovreligion eller -?

Folkekirken og paven

Børn og tro

Struktur og kirke

Tørklæder og religionsret