Danskernes tro

Den Danske Værdiundersøgelse er en del af en meget omfattende international spørgeskemaundersøgelse, som blev gennemført første gang i 1981, dernæst i 1990, 1995, 1999 og i 2008. Danmark har deltaget alle årene undtagen 1995. Idémændene bag værdiundersøgelsen anså værdier for at udgøre en stabiliserende faktor for samfundet, og så med stigende bekymring på, at ikke mindst religionen synes at have en stadig mindre moralsk betydning i nutidens samfund.

Man kan forholde sig på mange måder til de mange undersøgelser, der laves om alt mellem himmel og jord. Og netop når det drejer sig om, at der er mere mellem himmel og jord, som mennesker forholder sig til, så kan man fristes til at affærdige undersøgelser som umulige. Der er ting, man jo ikke bare kan besvare med ja eller nej, og hvis man kun har et ja eller nej til rådighed, så kommer besvarelserne til at holde sig på det overfladiske. Til gengæld kan man jo ikke lave statistik på komplicerede interviews.

Trods manglen på nuancer kan det give et vist fingerpeg, hvad de personer, man spørger, vælger at svare her og nu.

Ved den sidste danske værdiundersøgelse fra 2008, som nu bliver offentliggjort, er der træk i danskernes forhold til religion, det er interessant at opholde sig ved.

Størstedelen af danskerne – 72% - betegner sig selv som troende, og 64% siger, de tror på Gud. Når hertil lægges, at godt 80% af danskerne er medlemmer af Den Danske Folkekirke, så fortæller tallene allerede en sammensat historie: at tro ikke behøver at hænge sammen med et begreb om Gud; og at medlemskab af folkekirken ikke nødvendigvis hænger sammen med tro eller et gudsforhold. Til gengæld betyder et nej til tro og gudsforhold heller ikke det samme som ateisme. Ifølge undersøgelsen er der kun 7% af danskerne, der bekender sig som ateister.

Et andet bemærkelsesværdigt pejlemærke er forholdet til den overleverede kirkelige begrebsverden. Man har spurgt om tro på et liv efter døden. Det har 36% svaret ja til. Jeg er ikke ganske klar over, hvordan man kan svare på, om man tror på synden. I min begrebsverden hænger synd sammen med en erfaring af verden og mennesket som sammensat af modsatrettede kræfter, men 21% har tilkendegivet, at de ”tror på” synden. 19% tror på et paradis, og 9% tror på helvede.

Det er klart, at det traditionelle kirkesprog fra oldtid og middelalder er så fremmedgørende, at det forekommer ude af trit med en nutidig bevidsthed, når der spørges uformidlet. Hvad mener vi, når vi siger Gud, synd, paradis, helvede? I middelalderen havde man kirkens autoritet til at give svaret, men med reformationen begyndte afmonteringen af en autoritær kirke og dens indiskutable dogmer, og troen blev et personligt anliggende, der kaldte på afklaring.

I dag er troen og dens indhold blevet individualiseret i en sådan grad, at den nærmest unddrager sig enhver diskussion. Jeg har min tro, og du har din. Men hvis vi ikke kan tale med hinanden om troen og dens udfordring, men lukker vores tro inde i et personligt lukaf, så lammes troen som dynamisk impuls; den sættes ud af kraft som fællesskabsbærende og dermed som kirke.