Fanatisme og religion

Fanatisme og religion

I Norge drog en selvbestaltet korsridder ud for at hærge. Selv om det forekom noget anakronistisk, var det vigtigt for ham at klæde sig ud som en helt i en historisk ridderroman. Indvendigt var han måske lige så meget en påklædningsdukke; hans tankesæt syntes at være brokker af religion og nationalideologi, og med dem i hovedet gav han sig selv ret til sit fanatiske anslag.

Fanatisme er en ukrudtsplante, der som regel hærger i bestemte baghaver. Den vokser jævnligt i den religiøse baghave, ligesom den har forkærlighed for idealistiske ideologiers vellugede muld.

Det er ikke vanskeligt at indse, hvorfor der kan være grobund netop disse steder. Idealistiske ideologier har som regel et klart billede af et endemål, som skal opfyldes. Man ved, hvordan verden bør se ud, hvis der – som efter nogle ideologier – skal herske retfærdighed og lykke, eller – som i andre ideologier – orden og beherskelse. Men når mennesker virkelig er overbeviste om, at de sidder inde med svaret og løsningen, der kan gøre verden til det, den bør være, så er det jo fristende at mene, at man også har pligt til at realisere det – med de midler, der skal til. Når man er sikker på, at man ved, hvad der er bedst for verden, for samfundet og for menneskene, hvad skulle så holde én tilbage? Når man ikke er i tvivl om, at man handler i sandhedens og det godes tjeneste, eller måske rettere: når man har undertrykt enhver tvivl og lukket af for alt andet end sin egen enøjede, uanfægtelige overbevisning, så kan man se stort på, hvilke omkostninger, der løber på undervejs til det store mål; så bliver det acceptabelt, ja måske endda en nødvendighed, at modstanderne, sagens fjender, interneres, tortureres og dræbes; for nu helliger det store mål alle midler.

Den religiøse fanatiker er en variant af den idealistiske. Hos ham er endemålet og idealet ikke bestemt af en verdslig begrundet idé om det ideelle samfund. Den religiøse fanatiker påtager sig rollen som forsvarer af Guds lov og Guds vilje. Han mener nemlig, at han besidder den sande indsigt i, hvad Gud vil. Med sådan en fiks lille selvudnævnelse til Forsvarer af Den Guddommelige Orden er Guds sandhed med et elegant lille hop kommet ned i hans inderlomme. På den måde har han gjort sig til bonkammerat med Gud, og det er jo en ganske privilegeret position, for hvem kan så anfægte, hvad de to går hen og bliver enige om? Almagten har fået en velvillig bodyguard; han skal nok sørge for, at der kommer orden i geledderne. I hans verden er der kun to slags mennesker: dem, der følger Guds vilje, og dem, der er Guds fjender. De sidste får så valget mellem enten at overgive sig eller at blive bragt til tavshed. Da den religiøse fanatiker altid vil det samme, som Gud vil (- eller måske er det omvendt, men den tanke skyder fanatikeren til side, før den kommer) så ved han nøjagtig hvem, der er ven, og hvem, der er fjende.

Religiøs fanatisme er en teologisk selvmodsigelse. Jeg kan til nød forstå, at man kan blive forblændet af en eller anden idé om et ideelt samfund eller om, at man tilhører en overlegen kultur osv. Alle bærer vel på idealer, men mens de fleste bruger deres idealer og drømme som en retningsbestemmelse, så bliver det hos fanatikeren til forestillingen om det definitive mål for verden. Det bliver totalitært, for alle skal mærke hans indsigts velsignelser. Men kan mennesker rumme det endegyldige og totale, religiøst sagt: Guds vilje? Hvis Gud bliver en størrelse, der kan administreres af mennesker, hvilken mening giver det så i det hele taget at tale om Gud?

Det er altså teologiens grundspørgsmål, vi her rører ved: Hvad forstår vi ved Gud? Hvis det skal give mening at tale om Gud, må Gud jo altid række ud over det, vi ved af. Guds sandhed og Guds vilje må ligge hinsides vores sandheder, vores vilje, vores indsigt. Det er derfor, vi taler om tro. Tro indebærer tvivl og anfægtelse, ikke som noget beklagelsesværdigt og forkert, men som noget, der er afgørende for troens væsen.

Tro er det modsatte af sikkerhed. Det er udtryk for en fundamental menneskelig selverkendelse: Jeg er ikke Gud! Jeg har ikke sandheden! Jeg må i tro forholde mig til noget, der er større end mig og mit! Det er den erkendelse, der skal befri vores menneskelighed fra selvovervurdering og selvoverbelastning: Vi skal ikke stylte os op som fuldkomne, men vedkende os det menneskelige vilkår, at selv når vi gør os den største umage og har den bedste vilje, så begår vi fejl, svigter og dummer os. Hvor troen hersker, må alt totalitært fornægtes, det totale og endegyldige er jo hinsides – i Gud. Når fanatikere ikke vil vide af tvivl, er det kun et forsøg på at cementere livet og verden, så de kan overskue og beherske deres virkelighed; men det er jo netop, hvad gudstroen modsiger. Troens grundord – som tro, håb og kærlighed, nåde, tilgivelse og barmhjertighed – det er netop ord, der åbner for en virkelighed, vi ikke kan gøre os til herre over. Vores liv er sat over for Gud og næsten, og det er en relation, hvori der ikke kan råde beherskelse, men tillid.

Det er det, jeg ser som den fanatiske religiøsitets selvmodsigelse: Fanatikeren påstår, han kan bemestre verden med Guds sandhed og Guds vilje, men i den bestræbelse har han jo identificeret sig med Gud. Gud har mistet evnen til at overskride fanatikerens vilje. Og så er det vel blevet meningsløst, at tale om Gud; det er en Gud uden transcendens.

Kristendommens anliggende er, at troen skal åbne livet i tillid til, at Guds muligheder aldrig kan udtømmes. Fanatismens anliggende er at lukke verden, lægge den fast på den sandhed, fanatikeren har ophøjet til den eneste.

Jørn Westergaard Martinsen

august 2011

Traditioner - liv eller levn?

Fanatisme og religion

Præst i Nordby i 25 år

Danskernes tro

Når tro forveksles med meninger

Fredhelligt rum eller autonom enklave?

I have a dream

Religionskritik er nødvendig

Er lukkeloven til for kirkens skyld?

Hvem hører til sognet?

Hverken religiøse eller ateister

Skal folket have en kirke?

Kulturkristne?

Hvorfor læser en præst Nietzsche?

Juleaften og kirken

Navnet, der blev væk

Kirkegårdskultur

Min sidste vilje

Tror du på Gud, præst?

Unge og salmer

Kirke og navnelov

Religion i det offentlige rum

Judasevangeliet - historie eller teologi?

Politik og prædikener

Intelligent design

Lovreligion eller -?

Folkekirken og paven

Børn og tro

Struktur og kirke

Tørklæder og religionsret