Da Abraham opdagede Gud

Da Abraham opdagede Gud

Af Jørn Westergaard Martinsen

Da jeg sidste efterår var sygemeldt i tre måneder, fik jeg lejlighed til at læse et værk, som længe havde ansporet min nysgerrighed, men som var for stort til, at det kunne læses ind imellem alt muligt andet. Men med tre måneder foran mig, så måtte det realiseres; jeg måtte have læst Josef og hans brødre af den tyske forfatter Thomas Mann. Det er et kæmpeværk i fire tykke bind, og det tog forfatteren seksten år at fuldføre det. Han begyndte værket i Tyskland først i trediverne, og han kom til at afslutte det i eksil i Californien i fyrrene.

Hvad er der med dette værk? Størrelsen er nok skræmmende, men vækker vel også opdagelsestrangen. Mann selv betragtede Josef og hans brødre som et hovedværk, men den anerkendelse forblev han temmelig ene om. I litteraturhistorien har det ikke fået status, men Karen Blixen vidste at påskønne det. Og nu fik jeg altså chancen for at stille min læselyst; så jeg gik i gang.

Starten er sej, for Mann indleder med et noget tungt forspil, en dybsindig overvejelse om, hvordan man får fat i begyndelsen af historien, for med den er det lige som med klitfremspring på stranden; man tror, man har nået den yderste, men opdager, at der bag den blot er endnu et fremspring. Men efter indledningen begynder det at lette. De berømte historier fra Første Mosebog præsenteres i flashback som myter og sagn, der fortælles til den unge Josef. I andet bind er vi fremme ved selv josefhistorien, og den udfoldes herefter. Og det sker med forfatterens minutiøse research som baggrund. Han lader fortællingen udspille sig i 1400-tallet før Kristus, og kan beskrive tiden og stederne med en betagende indlevelse og anskuelighed. Så værket om Josef og hans brødre kan varmt anbefales til alle, der holder af stor litteratur. Men her er det nu ikke hele værket, jeg vil fortælle om, men et enkelt motiv i værket: opdagelsen af Gud.

Det var den gamle Eliezer, der fortalte Josef om alt det, der var hændt i fortiden. Eliezer synes at tilhøre alle tiderne. Og når Josef hørte de gamle fortællinger, syntes Eliezer, at drengen så forbi ham og ud i det kommende. Fælles for alle historierne er, at de rummer både det himmelske og det jordiske og foregår på en måde begge steder, så det jordiske bliver himmelsk og det himmelske jordisk. Med sine fortællinger giver Eliezer drengen Josef visdom. Visdom er mange ting; det er færdighed til at læse, skrive og regne, det er kundskab om himmellegemerne, om tid, om dyr og mennesker. Og så er der visdom om Gud. Den er mere kompliceret og krævende, for det rummer også følelser.

Eliezer fortæller, at Abraham opdagede Gud. Det var ikke til at vide, om det var Gud, der først opdagede Abraham, eller om det omvendt var Abraham, der opdagede Gud først, for Abrahams navn bundede i et andet navn, Abiram, og det kunne både betyde ’min far er ophøjet’ og ’den ophøjedes far’. Det kunne godt være, at Abraham var Guds far, men Gud var for stor til Abrahams tanke, det vidste han, og så måtte han vel være forud. Og på Abrahams opdagelse af Gud havde Gud i begejstring ”kysset sine fingerspidser og til englenes hemmelige ærgrelse råbt: ’Det er utroligt, så vidtgående denne jordknold erkender mig. Begynder jeg ikke at få mig et navn gennem ham? Sandelig, jeg vil salve ham!’”

Abrahams opdagelse havde haft en høj pris. Det havde været en rejse til fjerne egne både i det indre og i det ydre. Den afgørende tanke, han fandt frem til, var, at der var noget, der var vigtigt, at i hvert fald ét var af uendelig betydning. Af svaret på, hvem mennesket tjente i sit liv, ville man kunne udlede, hvilken betydning et menneske tillagde sig selv og det, det gjorde. Skulle et menneske gøre noget, der havde betydning, så kunne det ikke bare udføre det i forhold til sig selv, men det måtte ske i forhold til verden, ja ikke kun det, men i forhold til det, der bar verden: Den Højeste og Den Eneste. Men deri lå jo også en menneskelig selvfølelse, som sprængte alle grænser, så det måtte svimle for både Gud og menneske.

Gennem hele værket bærer denne forestilling al fordring, håb, og handlekraft til mennesket, som det skildres i Josefs historie. Gudsvisdommen holder Josefs liv oppe med forventning og udholdenhed i den ene ”grav” efter den anden. Den første grav, han rejses fra, er brønden, som hans brødre havde kastet ham i, dernæst fra ”dødelandet” Ægypten og endelig fra fængslet, hvori han blev kastet efter sexanklagerne fra Potifars hustru.

”Hvor skal vi hen?” havde han spurgt, da han var på vej med købmandskaravanen mod Ægypten, og han spurgte mindre af interesse for det geografiske bestemmelsessted som af nysgerrighed efter at opdage, hvilke planer Den Højeste og Eneste nu havde med ham.

At opdage Gud, er at opdage det uanede og grænsesprængende i menneskelivet uden at gøre sig selv til altings mål.

november 2010